Befri mørket i dig – del 1/2

En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

​Vi skal ned i jorden, ned hvor materien findes, for det er her, vi finder livets sande leben. Det er her, du menneske skal grave og finde din kerne. Gå igennem mørket, og du vil se lyset. Du behøver ikke afsøge mørkets kroge, men blot vandre igennem det, for se der på den anden side er lyset, der midt i mørket finder du lyset. Dette Gyldne blads viden er: Mørket.

Vi alle ser og mærker mørket, og vi alle frygter det mørke, der møder os, når vi forsøger at afsøge det. Det er gennem mørket, vi skal finde vores perle, vores perle af lys, vores kerne af kærlighed og lys. I mørket ser vi os selv, vi ser dele af os, der ikke tåler lyset. Det tåler ikke lyset, da det så vil åbne sig og vise sit sande ansigt, og ikke den skygge vi tror, vi ser i os selv. Vi ser alle skyggen i os selv, vi aner skyggen og blive bange og holder afstand til den. Lukker den i mørket, gemmer den væk. Gemmer den for lyset. Så vi ikke skal opleve, at skyggen blot er os selv, blot er en side, en del af hele os.

Vi gemmer vores skygger for os selv og for hinanden og håber, at ingen ser dem, at ingen finder dem i os. Og af frygt for lysets magt i os, holder vi dørene lukkede til skyggernes rum, hvor selv ikke lysets tjenere får adgang. Vi ruger over dem som små skatte i vandet, dybt nede hvor intet lys kan nå. Det er vores egne små skatte, som vi kan besøge fra tid til anden og sætte os og nyde indholdet i vores smerte over livet… 

I ny og næ åbner vi vores skattekister, kigger i dem, dyrker dem, tilbeder dem og kravler dybere ind i det mørke, som skattekisterne skaber. Det er vores elskede skatte. Vores elskede smerter og svig, som ingen skal frarøve os. For i dem kan vi mærke følelserne, vi kan mærke os selv – smerten er følelsens genkendelighed, smerten er den dybe følelse, vi tillader os at mærke, og derfor er den en del af vores hemmelige og urørte skat. Vores smerte tager os med i sindets mørke, i sindets utryghed, som vi kender så godt og derfor føler tryghed og glæde i. Den er vores afgudsdyrkelse.

Mørket er vores trofaste ven, en ven der har fulgt os i al evighed, et mørke der har omsluttet og fyldt os med smerte, en smerte der kan mærkes såvel i vores krop som i vores tunge sind. Men mørket kan lindres. Mørket kan åbnes med lyset, og lyset vil forvandle dit mørke til visdom og kærlighed. Lyset og kærligheden kan bane vejen til nye tider i dit sind, i dit levned og i dit verdensbillede.

Når mørket lægger sig over dig eller over Jorden, drages du af det, du følger det dybere ind i mørkets mørke. Du lader sladderen vandre henover de store flader, hen over marker og hen over himlen, du fodrer mørket og lukker lyset ude, du tætner sprækken i dit sind.

Når mørket sænker sig, se da lyset bag mørket, og byd lyset indenfor, byd da kærligheden og forståelsen indenfor. Lad lyset blomstre i dit utrygge sind og lad det gro. Lad det løfte mørket fra sin dvale og lad det lette dit sind i sin utryghed. Mørkets forsvinden fra dit sind, lader intet tilbage, ej heller din utryghed. Men i øjeblikket, hvor mørket slipper sin sidste tråd, sin sidste forbindelse til dit sind, vil sindet skrige i smerte over tabet af en god og trofast ven. Dit sind vil råbe og kæmpe, det vil modsige dig, det vil lede dig tilbage til mørkets tryghed, hvis du tillader det. Se da lysets tjenere hos dig, find trøst hos dem og lad dem lede dig på din vej gennem smertens favntag – for se de vil løsne dig, de vil løsne mørket fra dit sind og fylde dig med lys i tid og evighed. De vil lede dig til lysets hellighed, de vil guide dig til dit lys, til dit sande jeg. Det jeg der kender lyset, der kender lysets tryghedsskær, der kender at kende lyset og dets tryghed.