En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

Dette gyldne blad vidner om lysets tjenere. Lyset der til altid og evighed vil lyse over mennesker, væsener og andet levende. Lyset bærer i sit vidne kærligheden af den rene slags. Og dette lys gives til alt og til altet. Lyset finder sin vej til hvert et væsen og åbner en sprække, hvor igennem det kan lyse og belyse sindets mangfoldighed. Men det stejle menneske forsøger ihærdigt at lukke sprækken, når det oplyses, pga. frygt. Lad sprækken åbne sig, lad den åbne dit sind for lyset, lyset der vil oplyse og belyse dit sinds mørke afkroge, men også og ikke mindst dit sinds åbne og lyse rum, hvori alt smukt gror og vokser til glæde for dig og livet.

Lyset er oplyst af kærligheden. Lyset er. Og i dit lys vil du finde kernen til lysets stilhed og glæde. Kernen til lysets ophav og kernen til lysets moder. Lysets magt er over og i dig, lyset er og vil være i al evighed. Det smukkeste og reneste lys, et skær af himmerige og kærlighed og et skær af Gud, der er alle til del.

Du, menneske, har alt til del, alt det du ønsker af kærlighed, had, frygt, glæde, lykke – alt. Du vælger selv, hvad du ønsker at behage dig med, du vælger selv, hvad du ser i livet. Men bag og i alt er lyset, lyset som en gave til dig om kærlighedens væsen. Og lyset vil vise dig vejen, om det er i hadets eller kærlighedens vej. Lyset dæmrer i alt og ses af de, der ønsker at se det. Sorte huller fyldes, fyldes med det du ønsker. Ønsker du at grave dybere i mørket, er dette muligt, ønsker du at fylde hullet med lys er dette også muligt. Lyset er til din rådighed, hvert sekund du ønsker…

Og det er her lysets tjenere begiver sig på deres vej til alt levende. Lysets tjenere åbner passager til det levende væsen, åbner hjerte energien for modtagelse af lysets velsignelse. Lysets tjenere kommer af deres ophav, af og fra lyset med lyset som deres – de er tjenere af Guds nåde. De er lysets manifesterede energi. For lyset er. Lysets tjenere er den manifestrede energi, der er til rådighed for jordelivets væsener.

Se dit lys som et minde om tidligere inkarnationers glæde og lykke. Se dit lys som sprogets grundsten. Af lyset kom alt, og alt er lys. Men lysets tjenere bærer i sig et minde fra din sjæls inkarnation i tidligere tider. Et minde til dig om at du er lys, at du er skabt i og af lyset – og et minde om at lyset er.

Tag imod mindet, tag imod lyset. Lysets tjenere viser dig vejen til din sprække og hjælper dig til at holde sprækken åben for lyset. Lysets tjenere er hos dig, når du ønsker det, de står hos dig og er til din rådighed. Bag dem og i dem er lyset, der skinner og vil få dig til at skinne.

De er tjenere af lyset. De åbner porte for de, der ønsker det, og de åbner døre på klem for de, der ønsker det. Vi er lysets tjenere, vi ønsker at videregive lyset til menneskeheden, vi ønsker at åbne porte på vid gab og døre på klem, vi ønsker at lyset skal ske fyldest.

Læs dette, men mærk først fremmest lyset i ordene, i sproget, det er det, der vil give dig mening, det er det, der vil åbne for lyset i dig. Dette evige lys der er bag og i alt.

En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

For se i mørket er alle dine skatte og skygger skjult. Du kan famle, og du kan dyrke dit livs smerte, men i mørket ligger blot skygger af liv gemt. De skygger der er skabt af lysets skær gennem din sprække. Skygger af kærlighed til livet, skygger af gerninger, der hører fortiden til, skygger så lange at end ikke et øje, et mikroskop, en stjernekikkert vil kunne se, hvad skyggen er skygge af. For i dine skygger er kun skygge, et stempel fra fortidens smerte, et stempel om en erfaring der er gjort, og som har gjort sin gerning. Men når lyset lyser fuldt ud, kan ingen skygge være eller komme til stede, så kan ingen skygge hæmme dine oplevelser, og så kan ingen skygger komme til, for da er alt lys.

Du kære menneske, led dig ikke i fristelse af skyggernes skygger, lad dig ikke friste af skattekisterne i dit sind, thi de eksisterer ikke. De er et billede af et billede af en skygge i dit sind. Og kun når du dyrker skatten og smerten, mærkes den, for den findes ikke. Smerten, du føler, er smerten fra manglen på lys, smerten fra lysets udelukkelse, det er den smerte, dit sind kender så godt, og som føles så tryg – for lysets udelukkelse har du kendt i evige tider og smerten deri. Derfor er den så genkendelig. Derfor knuger du dig til den. Men det er lige der, hvor du ønsker det skal være, der hvor dine skygger bliver præcis så lange, som du ønsker det.

Lysets tjenere står med lys i hånd og ånd, de står på din vej og lyser for dig. De åbner dine sprækker og lyser ind, men med din modstand skaber du længere skygger, i dit forsøg på at holde lyset ude og lukke dine sprækker, dit hjerte og dit sind. Giv slip du menneske, giv slip på sindets tryghed og åben dit hjerte for lyset. Åben dit hjerte for lysets tryghed, thi det vil bringe dig dit skyggeløse sind, dit rolige og harmoniske sind tilbage, tilbage til en tilstand af lys.

Lysets mørke findes ej og ej heller mørkets lys. Lyset er. Mørket skabes, når du i din dyrkelse af selvhad og smerte i skyggernes skygge ikke ser og tillader lyset at skinne i dit indre mørke. Befri dit mørke og dit sind, slip det som et barn slipper en ballon i sin opmærksomhed på noget, der er sjovere og bedre for det lige nu. Måske begræder barnet tabet af ballonen, men i det øjeblik, det ser at noget andet og bedre er til rådighed, smiler barnet atter. På samme måde kan du menneske begræde tabet af en kær skat, en kær og tryghedsskabende smerte, men tabet skaber plads til lyset, plads til nyt og smukt, som også du vil bemærke og mærke. For glæden er den største af dem alle.

Glæden ved og igennem kærligheden kan mærkes dybt i din sjæl. At du tror at smerten er størst, at smerten er den, du kan mærke og derfor dyrker, skyldes at du har glemt den varige glæde i kærligheden. Thi når kærligheden og lyset er til stede, vil du vide, hvad det vil sige at mærke, hvad det vil sige at føle og fyldes af lykkefølelser, som du måske kun hidtil har følt glimtvis.

​Denne lykkefølelse kan blive din for evig – du skal blot lade lyset skabe sin vej i dig, lade lysets tjenere komme til orde og gerning, da vil du vide, hvad det at føle og mærke vil sige, hvad det at være tryg og i glæde byder dig. Og hvad mørkets forløsning og opløsning vil bringe af ro i dig. I mørket finder du kun skyggernes skygges skat og smerte.

En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

​Vi skal ned i jorden, ned hvor materien findes, for det er her, vi finder livets sande leben. Det er her, du menneske skal grave og finde din kerne. Gå igennem mørket, og du vil se lyset. Du behøver ikke afsøge mørkets kroge, men blot vandre igennem det, for se der på den anden side er lyset, der midt i mørket finder du lyset. Dette Gyldne blads viden er: Mørket.

Vi alle ser og mærker mørket, og vi alle frygter det mørke, der møder os, når vi forsøger at afsøge det. Det er gennem mørket, vi skal finde vores perle, vores perle af lys, vores kerne af kærlighed og lys. I mørket ser vi os selv, vi ser dele af os, der ikke tåler lyset. Det tåler ikke lyset, da det så vil åbne sig og vise sit sande ansigt, og ikke den skygge vi tror, vi ser i os selv. Vi ser alle skyggen i os selv, vi aner skyggen og blive bange og holder afstand til den. Lukker den i mørket, gemmer den væk. Gemmer den for lyset. Så vi ikke skal opleve, at skyggen blot er os selv, blot er en side, en del af hele os.

Vi gemmer vores skygger for os selv og for hinanden og håber, at ingen ser dem, at ingen finder dem i os. Og af frygt for lysets magt i os, holder vi dørene lukkede til skyggernes rum, hvor selv ikke lysets tjenere får adgang. Vi ruger over dem som små skatte i vandet, dybt nede hvor intet lys kan nå. Det er vores egne små skatte, som vi kan besøge fra tid til anden og sætte os og nyde indholdet i vores smerte over livet… 

I ny og næ åbner vi vores skattekister, kigger i dem, dyrker dem, tilbeder dem og kravler dybere ind i det mørke, som skattekisterne skaber. Det er vores elskede skatte. Vores elskede smerter og svig, som ingen skal frarøve os. For i dem kan vi mærke følelserne, vi kan mærke os selv – smerten er følelsens genkendelighed, smerten er den dybe følelse, vi tillader os at mærke, og derfor er den en del af vores hemmelige og urørte skat. Vores smerte tager os med i sindets mørke, i sindets utryghed, som vi kender så godt og derfor føler tryghed og glæde i. Den er vores afgudsdyrkelse.

Mørket er vores trofaste ven, en ven der har fulgt os i al evighed, et mørke der har omsluttet og fyldt os med smerte, en smerte der kan mærkes såvel i vores krop som i vores tunge sind. Men mørket kan lindres. Mørket kan åbnes med lyset, og lyset vil forvandle dit mørke til visdom og kærlighed. Lyset og kærligheden kan bane vejen til nye tider i dit sind, i dit levned og i dit verdensbillede.

Når mørket lægger sig over dig eller over Jorden, drages du af det, du følger det dybere ind i mørkets mørke. Du lader sladderen vandre henover de store flader, hen over marker og hen over himlen, du fodrer mørket og lukker lyset ude, du tætner sprækken i dit sind.

Når mørket sænker sig, se da lyset bag mørket, og byd lyset indenfor, byd da kærligheden og forståelsen indenfor. Lad lyset blomstre i dit utrygge sind og lad det gro. Lad det løfte mørket fra sin dvale og lad det lette dit sind i sin utryghed. Mørkets forsvinden fra dit sind, lader intet tilbage, ej heller din utryghed. Men i øjeblikket, hvor mørket slipper sin sidste tråd, sin sidste forbindelse til dit sind, vil sindet skrige i smerte over tabet af en god og trofast ven. Dit sind vil råbe og kæmpe, det vil modsige dig, det vil lede dig tilbage til mørkets tryghed, hvis du tillader det. Se da lysets tjenere hos dig, find trøst hos dem og lad dem lede dig på din vej gennem smertens favntag – for se de vil løsne dig, de vil løsne mørket fra dit sind og fylde dig med lys i tid og evighed. De vil lede dig til lysets hellighed, de vil guide dig til dit lys, til dit sande jeg. Det jeg der kender lyset, der kender lysets tryghedsskær, der kender at kende lyset og dets tryghed.

En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

Gør det, der er godt​

En mand søgte ud i sin mark for at finde ensomheden blandt det han kendte så godt, sine planter. På vejen mærkede han til bladene på sin avl, mærkede deres spændstighed og saftighed. Disse planter forstod at leve. De tog alt det gode fra jorden, lod det fælde sig og fylde i sig og voksede derved. Ak, hvem der var plante, tænkte manden, de optager kun alt det gode og lader det, der ikke er godt, ligge tilbage i jordens muld.

Manden fandt sit sted, det sted han altid søgte, når han ønskede ensomheden og samhørigheden. Han satte sig og kiggede ud over sin mark. Så alt det levende, der i hvert sit område herskede. Insekterne i deres, planterne i deres, fuglene deres osv. Og han så deres samhørighed og afhængighed af hinanden, deres given til og tagen fra hinanden. Et lille univers i universet.

Og her sad han og følte sig udenfor dette univers og dog i samhørighed. For selv om det lod til at ingen i dette mini univers ænsede ham, vidste han, at han var en del af det, han der havde været med til at skabe dette univers, da han såede afgrøden. Og han der skulle høste og nyde godt af dette univers, der til den tid ville lukke sig. Insekterne ville finde andre universer ligesom fuglene, pattedyrene og det andet, der levede i dette for dem nu paradis. Intet sluttede, det fik blot en ny begyndelse.

Afgrøden blev årsag til nye universer, årsag til overlevelse for andre og levede på den måde videre i andre små universer i universet og skabte grobund for disse. Alt hørte sammen, alt var i samhørighed – gennem at tage alt det gode, der lå til hvert enkelt væsen og lade det mindre gode ligge til andre, for hvem dette var godt…

​En mand søgte ud i sin mark for at finde ensomheden blandt det han kendte så godt, sine planter. På vejen mærkede han til bladene på sin avl, mærkede deres spændstighed og saftighed. Disse planter forstod at leve. De tog alt det gode fra jorden, lod det fælde sig og fylde i sig og voksede derved. Ak, hvem der var plante, tænkte manden, de optager kun alt det gode og lader det, der ikke er godt, ligge tilbage i jordens muld.

Manden fandt sit sted, det sted han altid søgte, når han ønskede ensomheden og samhørigheden. Han satte sig og kiggede ud over sin mark. Så alt det levende, der i hvert sit område herskede. Insekterne i deres, planterne i deres, fuglene deres osv. Og han så deres samhørighed og afhængighed af hinanden, deres given til og tagen fra hinanden. Et lille univers i universet.

Og her sad han og følte sig udenfor dette univers og dog i samhørighed. For selv om det lod til at ingen i dette mini univers ænsede ham, vidste han, at han var en del af det, han der havde været med til at skabe dette univers, da han såede afgrøden. Og han der skulle høste og nyde godt af dette univers, der til den tid ville lukke sig. Insekterne ville finde andre universer ligesom fuglene, pattedyrene og det andet, der levede i dette for dem nu paradis. Intet sluttede, det fik blot en ny begyndelse.

Afgrøden blev årsag til nye universer, årsag til overlevelse for andre og levede på den måde videre i andre små universer i universet og skabte grobund for disse. Alt hørte sammen, alt var i samhørighed – gennem at tage alt det gode, der lå til hvert enkelt væsen og lade det mindre gode ligge til andre, for hvem dette var godt…

Af dette univers, denne samhørighed, kan menneskeheden i jeres univers lære mangt og meget, men mest af alt at tage og bruge det, der er godt for jer og lade det ligge, der er mindre godt til brug for andre væsener for hvem, det er godt.

Men ikke blot på fysisk, materiens, plan, også i jeres sind. At lade det ligge, der ikke er godt for jer og tage rigeligt for jer af det, der er godt: Nyde solskinnet fremfor at tage for jer af skyerne, der måske er på vej til at dække solen. At nyde glæden ved det, der er, det du har, fremfor at begære og kræve det, der ikke er, og det du ikke har.

Se dit sind som markens univers. Hver del af dit sind har noget godt til den del, og noget der ikke er godt. Dit sind er et univers med mange facetter, mange følelser, oplevelser og tanker. Alt har hvert sit område, men er også samhørigt. Alt påvirker hinanden og lever af hinanden, som markens væsener i deres univers.

Sindets struktur er opdelt og dog et hele. Et univers med mange mindre universer, som igen har mindre universer osv. … Og i sindet finder du dig, derinde bagved, din sjæl. Men for at komme derind må sindet have det, der er godt for det. Det må have lys. Det må oplyses af alt det, der er godt for det.

Når du ser dit sind som et miniunivers, åbenbares, at det, det skal gives, er lys, solskin og ikke skyernes mulige komme.

Manden i historien havde givet sine planter og dermed dette miniunivers, alt det gode, de havde brug for, givet dem det der var godt for dem, så de på optimal vis kunne optage det gode, der var til dem i jordens muld og samtidig lade det mindre ligge. På samme vis kan du nurse dit miniunivers, sindet, ved at give det alt det, der er godt for det, og undlade det der ikke er godt.

Giv dit sind positive tanker, omgiv dig med positive væsener, opsøg det der følelsesmæssigt gør dig godt, gør dig glad og undlad at give sindet de oplevelser, der ikke gør dig godt opmærksomhed – lad dem ligge. Giv dit sind den gødning, der er godt for det og i de portioner det kan optage – og glæd dig over det. ​

En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

Slip frygten og åbn for kærligheden

Kærlighed er af-magt, er at tage magten af og væk, kærlighed er af-frygt, at åbne frygtens døre og give den fri. For frygten i dine øjne ses indefra. Ses i dit indre spejl. Mens kærligheden, du møder på din vej gennem livet, spejles i og af din kerne, når du er fri. Fri af frygten for dig selv og dine misgerninger i tidligere skæbners tid. Misgerninger, som du gennem dit nuværende syn ser som frygtfulde, var tidligere tiders ærefulde gerninger, hvad enten du led, eller du lod lide. I din tid nu ses tidligere gerninger i din skæbne, opleves de i din verden af dig. du møder det, du oplever det, og du afskæres fra det. Din skæbne er nu at afskære dig fra frygten gennem kærlighedens oplysende væsen. Giv frygten kærlighed, vedkend dig din frygt, se din frygt og giv den fri. Jorden er klar til at give frygten fri, mennesker ligeså. 

En karmisk tillidsbue er til stede, så du menneske kan blive fri, når du ønsker det.  Når du kan se, at frygten er frygten selv, og når du er klar til kærlighedens favntag og rummelighed. 

Mød verden og livet med åbne kamre. Mød livet med hele dig, og du vil kunne se gennem mørkets frygt, du vil kunne se kærlighedens lys og varme, der møder dig fra alle og enhver nu og til alle tider. 

Kærlighedens kamre vil fyldes og åbnes med varme og forståelse. Kærlighedens kamre vil omdannes til ét, ét hele, ét samlet væsen i dig og være dig. 

Frygt vil blive gjort til skamme, frygt vil tilsidesættes og forsvinde for kærlighedens lys. Når frygten ikke længere har nogen bolig, vil kærligheden ske fyldest og jordens indre væsen vil udfolde sig i menneskene – en eksplosion af kærlighed og lys vil finde sted, og jordemennesket vil oplyses til evig kærlighed…

En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

Kærlighed og frygt – fortsat

Verdens frygt fylder det levende menneske. En gammel frygt der er iboende alle levende væsener, en frygt der kommer af resterende rester fra fortidens iboende skæbner. Skæbner der i dag stadig ligger i dig, skæbner der i dag stadig fylder i dit sind og tillader at din sjæl skjules. En frygt der er afstedkommet af stor fortvivlelse i sindets mørke afkroge. Afkroge, der ofte gennem tiderne er blevet afdækket i dit fysiske liv – og vist dig gennem dine egne handlinger og andres handlinger mod dig. Frygten er, og frygten er frygten for dig selv. Frygten for dine tidligere gerninger og frygten for gentagelse af disse. 

Du menneske, du frygter dig selv og skjuler derfor også muligheden for kærlighedens åbenlyse befrielse af din frygt og angst. Frygten er frygt i sig selv. Frygten der oplyses og ses i verden omkring dig, frygten der manifesteres omkring dit indre og dermed bekræftes. 

Men frygten lukker dine øjne for kærligheden, der til stadighed ofrer sit væsen for dig. En kærlighed der manifesteres i og for dig af fysiske væsener. Men intet ser den blinde, der søger i mørket, i frygten eller gennem frygten. Du menneske lukker dine øjne og søger ud gennem mørket, men mørket omslutter dig, og du farer vild i frygtens mange kamre i dig. Kamre opstået af tidligere tiders massive håbløshed, af tidligere tiders kampe og aggressivitet. Kamre der lukkes af frygten selv, frygten for fortidens uhyrer – frygten for frygten. Tidligere tiders skæbner jog gennem verden med sindets magt, jog gennem markerne og pløjede sig gennem andre skæbner i selvoptagethedens skygge. Selvoptaget var dens lise, skæbnens lise. Jagten for jagten, kampen for kampen og egoets sejr eller nederlag var resultatet. 

Disse kampe finder stadig sted i menneskets egofyldte sind. Disse kampe ligger i frygtens kamre og er til stadighed i kampenes og frygtens vold. Men du, kære menneske, har lukket dine kamre, isoleret kamrene og aflåst disse hjørner af dit sind. Derfor kan og vil kampene stadig ryste i dig, og du vil derfor tillade dig selv at søge gennem mørkets og frygtens marker, hvor du vil pløje dig gennem andre menneskers sind og skæbner, hvor du vil gøre ondt på andre og ikke mindst på dig selv, uden på noget tidspunkt at skue gennem mørket, skue gennem frygten og slagmarken og der se lyset, se kærligheden, som står åben for dig, klar til at modtage dig. 

En universel kærlighed der kan fylde og oplyse dit sind. En kærlighed der kan åbne frygtens kamre og lade kampe og stridigheder fri. En kærlighed der vil oplyse dit sind og fylde dine kamre med kærlighed og tillid, fylde dem med frihed og tilgivelse, så at du i dig ej længere vil kende til kampe og frygt, men derimod til kærlighed og tilgivelse. 

Giv dig fri af mørket og frygten, giv dig fri til kærligheden, forståelsen og rummeligheden, giv dig fri til din sjæls inderste indre og lys. 

I næste indlæg kan du læse om, hvordan du slipper frygten og dermed åbner for kærligheden i dit liv.

En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af. 

Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).

Kærlighed og frygt

Tag imod dette budskab med åbent hjerte og forstå, at der ikke er noget at forstå, men tag det ind, der med dette er dig givet. 

Bladet der skabes af kærlighed og rummelighed. Bladet der åbner dit hjerte for den viden, der på dette tidspunkt er dig givet. Dette blad handler om kærlighed. Kærligheden til livet og til sjælene, der tager del i livet. Kærlighed kan ikke defineres, men skal opleves, og den er alle til del. Men den fås og opleves i forskellige afskygninger og opleves ud fra sjælens ønske om oplevelse af kærlighed. 

Kærlighed gives til alle, og alle har del i den rene kærlighed. Men sindet afbøder kærligheden. 

Sindet ønsker ikke kærlighed i sin reneste form, for hvor bliver egoet, jeget, da af? Kærligheden afvises af frygt for det endnu ukendte, den afvises af frygt for at slippe sig selv, frygt for at give afkald, frygt for, at det fysiske liv da ophører. Mennesket er angst. Mennesket er angst for at miste… alt. Og derfor samler mennesket fysiske genstande til sig, holder fast i dem og vogter dem.

Derfor viser mennesket sine materielle ting frem: Se jeg har noget i mit liv. Se jeg mister ikke, det bliver hos mig. Og stor er sorgen da også når noget mistes – også af materiel karakter. For mennesket ønsker magt over sine omgivelser af frygt for at miste. En magt som afspejles i frygten for at miste. 

Magtens kerne er frygt. Og i frygt kan kærligheden ikke være til stede, ikke vokse og ikke mærkes. Frygten holder afstanden til det ukendte i ave og dermed også til kærligheden. Men frygt ikke, for alt er dig givet. Kærlighed er dig givet igennem hele og alle dine liv. 

Se ind bag din frygt, se ind bag trangen til magt og se her kærligheden. Den ligger i dig i sin reneste form, den ligger klar til at udfolde sine vinger, klar til at bryde igennem frygten, når du vil tillade det. 

Temaet “Kærlighed og frygt”  fortsættes i næste indlæg …