En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af.
Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).
Kærlighed og frygt
Tag imod dette budskab med åbent hjerte og forstå, at der ikke er noget at forstå, men tag det ind, der med dette er dig givet.
Bladet der skabes af kærlighed og rummelighed. Bladet der åbner dit hjerte for den viden, der på dette tidspunkt er dig givet. Dette blad handler om kærlighed. Kærligheden til livet og til sjælene, der tager del i livet. Kærlighed kan ikke defineres, men skal opleves, og den er alle til del. Men den fås og opleves i forskellige afskygninger og opleves ud fra sjælens ønske om oplevelse af kærlighed.
Kærlighed gives til alle, og alle har del i den rene kærlighed. Men sindet afbøder kærligheden.
Sindet ønsker ikke kærlighed i sin reneste form, for hvor bliver egoet, jeget, da af? Kærligheden afvises af frygt for det endnu ukendte, den afvises af frygt for at slippe sig selv, frygt for at give afkald, frygt for, at det fysiske liv da ophører. Mennesket er angst. Mennesket er angst for at miste… alt. Og derfor samler mennesket fysiske genstande til sig, holder fast i dem og vogter dem.
Derfor viser mennesket sine materielle ting frem: Se jeg har noget i mit liv. Se jeg mister ikke, det bliver hos mig. Og stor er sorgen da også når noget mistes – også af materiel karakter. For mennesket ønsker magt over sine omgivelser af frygt for at miste. En magt som afspejles i frygten for at miste.
Magtens kerne er frygt. Og i frygt kan kærligheden ikke være til stede, ikke vokse og ikke mærkes. Frygten holder afstanden til det ukendte i ave og dermed også til kærligheden. Men frygt ikke, for alt er dig givet. Kærlighed er dig givet igennem hele og alle dine liv.
Se ind bag din frygt, se ind bag trangen til magt og se her kærligheden. Den ligger i dig i sin reneste form, den ligger klar til at udfolde sine vinger, klar til at bryde igennem frygten, når du vil tillade det.
Temaet “Kærlighed og frygt” fortsættes i næste indlæg …