En kanalisering er et budskab fra et eller flere åndelige væsner, der skabes kontakt til, eller som skaber kontakt, igennem meditation eller en meditationslignende tilstand. Da budskaberne kommer fra en højere bevidsthed, vil sproget i en kanalisering oftest være et mere højtideligt sprog, end vi normalt benytter os af.
Når man læser en kanalisering, er det vigtigste at læse “med hjertet”, altså mere at mærke, hvad det gør ved en, end at forstå indholdet (det skal lige siges, at man selvfølgelig kan begge dele).
Slip frygten og åbn for kærligheden
Kærlighed er af-magt, er at tage magten af og væk, kærlighed er af-frygt, at åbne frygtens døre og give den fri. For frygten i dine øjne ses indefra. Ses i dit indre spejl. Mens kærligheden, du møder på din vej gennem livet, spejles i og af din kerne, når du er fri. Fri af frygten for dig selv og dine misgerninger i tidligere skæbners tid. Misgerninger, som du gennem dit nuværende syn ser som frygtfulde, var tidligere tiders ærefulde gerninger, hvad enten du led, eller du lod lide. I din tid nu ses tidligere gerninger i din skæbne, opleves de i din verden af dig. du møder det, du oplever det, og du afskæres fra det. Din skæbne er nu at afskære dig fra frygten gennem kærlighedens oplysende væsen. Giv frygten kærlighed, vedkend dig din frygt, se din frygt og giv den fri. Jorden er klar til at give frygten fri, mennesker ligeså.
En karmisk tillidsbue er til stede, så du menneske kan blive fri, når du ønsker det. Når du kan se, at frygten er frygten selv, og når du er klar til kærlighedens favntag og rummelighed.
Mød verden og livet med åbne kamre. Mød livet med hele dig, og du vil kunne se gennem mørkets frygt, du vil kunne se kærlighedens lys og varme, der møder dig fra alle og enhver nu og til alle tider.
Kærlighedens kamre vil fyldes og åbnes med varme og forståelse. Kærlighedens kamre vil omdannes til ét, ét hele, ét samlet væsen i dig og være dig.
Frygt vil blive gjort til skamme, frygt vil tilsidesættes og forsvinde for kærlighedens lys. Når frygten ikke længere har nogen bolig, vil kærligheden ske fyldest og jordens indre væsen vil udfolde sig i menneskene – en eksplosion af kærlighed og lys vil finde sted, og jordemennesket vil oplyses til evig kærlighed…